Hjemme igen

Hej så er jeg igen hjemme, jeg sider nu for første gang i 6 mond. helt alene i min lejlighed, i det økologiske bofællesskab munksøgård, 3kr i Roskilde, og har netop taget afsked med min dejlige familie, der har været så rare at bringe mig og mine mange ting.

Ja et halvt år er gået, og hvor blev det af ? det føles nu altsammen meget mærkeligt, nærmest som noget jeg har drømt, i morgen er der endnu en ny dag på semi. og i forgårs var jeg i Ghana, vor mange græd og var kede af at jeg forlod dem, ja, det er der jo ikke noget at sige til…men jeg satser faktisk på at ta der ned igen om halvandet år, om det er en realistisk plan vil tiden vise.

Jeg vil slutte af med at takke mine 2 “Cocker svænde” Smooth og Stiv samt Momse og Fishe, for at tage i mod mig i Kastrup lufthavn, klædt ud som Kæld og Benny fra Olsen banden, med det viftende dannebrugsflag, så jeg var sikker på at det var kolde Dk jeg igen var i.

TAK!

 

Inden hjemrejsen

Ja nu er det ved at være sidste gang jeg skriver her fra Ghana, hvilket både er med et vist vemod, men samtidig også med stor glæde over igen snart at være hjemme i det ganske Danske.

Jeg vil her forsøge at beskrive, hvorledes min danske baggrund har, præget mit pædagogiske arbejde på stedet.

Der har været små problemer mht. komunikation, mellem mig lærer og ledelsen, ikke at vi har været uvenner, men efter som der ikke hærsker nogen pædagogisk kultur i Ghana, ja, så har det selv sagt, været lidt svært for personalet at, følge mine pædagogiske synspunkter, og det har der for været en udfordring at, formulere sig koregt på engelsk.

Det dejlige ved Ghanesere er at, selv om de er temprement fulde også samtidig er fulde af humor, præcis som mig selv, jeg er bare mange gange bedre til at bevare fatningen, og de fleste der kender mig, vil da også kunne skrive under på at, jeg er en yderst rolig person, så hvis man kan tale om et egentligt dilemma, må det være det at, jeg ikke i tilstrækkelig grad er blevet respekteret af, personalet på stædet i og med jeg ikke slår elever, eller gør grin med dem, og at jeg så heller ikke har kunne snakke med på så meget, pga. ringe engelsk kundskaber, har gjordt noget af tiden svær.

Selv om mit engelsk havde været bedre ja, så er jeg sikker på at kultur forskellen, havde bragt de samme problemer med sig, for flere frivillige på New horizon special school, med styr på det engelske sprog , prøvede at forklare ledelsen om de forandringer skolen burde foretage, hvilket blot resulterede i at skolens leder gav dem en irettesættelse.

Det jeg har lært om mig selv er: at opholdet i Ghana har påvirket mig i en positiv og afslappet retning, forstået på den måde at, man ikke skal forvendte noget særligt, og tage det hele med et smil, jeg er også blevet bedre til at gå folk på klingen, og finder mig ikke længre i at blive spist af med et halvt svar, her tænker jeg specielt på de mange mennesker, der hver dag prøver på at, fralokke mig nogen af mine surt tjente penge.

I fremmede forhold syntes jeg selv at, jeg er god til at være på vagt, men samtidig viser jeg ud af til en rolig facade, som jeg også skriver i mit sidste rejse brev, så har jeg på min rund tur i Ghana, opholdt mig i private hjem, og i disse igrunden ganske fremmede forhold, har jeg forstået at charme og ydmyghed, går ganske godt i spænd.

I mit menneskesyn  og barnsyn er jeg blevet mere blød, men omvendt er der også så mange mennesker her i Ghana-Accra, som alle gerne vil snakke, sælge samt tikke så jeg er da også blevet ganske fremragende til at inorere folk, der råber/taxier der dytter til mig, jeg giver gerne en skilling til krøblinge (folk uden arme, ben osv), der selvsagt ikke kan udføre et stykke arbejde i et land som Ghana.

Jeg har altid haft undt af handicappede mennesker, men i modsætning til Danmark vor de er sikret af vort system, ja, så er det nogle lidt andre regler der gælder her i ghana, jeg mener der er nogen der er heldige at blive hjulpet, fx støtter man handicapede i gennem køb af hvisse brød mærker (Hope of life bagery).

Så mht til mit menneskesyn, er jeg blevet mere blød over for de svage, og hårder over for dem der kan klare sig selv.

Jeg tror stort set det er det hele fra denne gang her i Ghana, om 8 dage er jeg tilbage i Danmark, og det bliver helt fjong.

Så til alle mine læsere vi ses!!!

 

Inden hjemrejsen, 2. rejsebrev

Ja, så er jeg til bage i Accra efter godt 4 ugers rundrejse i hele Ghana og WAAAUUUHV..! sikke et fantastisk land når lokalbefolkningen nu spørger mig om jeg elsker Ghana ja, så siger jeg faktisk ja, ikke fordi det er et 100% smukt og fejlfrit land, men fordi det er spækket med mangfoldighed og skjulte skønheder, som man måske overser ved første øje kast.

Jeg kan fortælle så meget som at Ghana er ca. 5 ganga stører end Danmark, og at jeg med min lille ryksæk startede med at tage fra  Accra til Takoradi med en gammel slidt bus, det holdt hordt for rykken (AV) at side så tæt i den samme stilling i mange timer var modbydeligt, samt smærtefuldt, men når det så er sagt (undskyld mit tude fjæs) så var det en rat speciel oplevelse og med til at give et indblik i Ghaneserens hverdag, det specielle var bl.a da en mand kom ind i bussen og talte som var han præst, men viste sig at være sælger af et natur medicin prudukt som man kunne sniffe, ja, så gik der et par poser med brunt pulver på omgang, i bussen og der blev taget baner, og sælgeren tjænte temlig meget, hvilket jeg ikke umedbart havde regnet med da han i mine øre lød og så ud som en stor svindler.

Jeg følgte ikke nogen trang til at prøve hans “Knald”, men det kunne da være intresant at, vide om det virkelig virkede, eller om det bare var vejstøv der var blæst her til fra Saharas ørken.

Der er nemlig blæst fra Sahara i disse tider, og det hjælper lidt på det ellers knas tøre Ghana, som til gendgæld er koldt om natten, hvilkety har resulteret i at jeg er syg, forkølet, svimmel og så en gang dårlig mave, men ellers nyder jeg da livet med at starte morgnen med 2 store krus varm the og et brød med smøre ost og et med omelet for ca 8-10 Dkr.

selv om jeg glæder mig til at komme hjem, er det nu også lidt vemodigt at skulle sige farvel, til alle de søde mennesker jeg nu har stiftet bekendtskab med, nogle af dem er ude lukkende ude på at tjene penge, andre delvist og af og til er der bare dem der er hjelpsomme.

Med dem vil jeg for efter tiden kunne komunikere pr. mail, om der vil være tale om et desideret vendskab/forhold er jeg nu stærkt i tvivl om, men nogle af dem vil holde ved som en del af netværket og det er vigtigt.

Grunden til at jeg nu kommer ind på dette er at, jeg på turen Ghana rundt, har mødt mange der både, alt efter hvilket kønd de har, vil giftes og være min bedste ven, det er utrolig let at komme i kontakt med Ghanesere, hvis man er “Oboni” (hvid mand) da det for dem er et status symbol.

Til gendgæld er de ikke altid lige søde ved hinanden, vær by jeg kom til kunne fortælle noget dårligt om den forige eller den næste, og det passede overhoved ikke, men folk i hovedstaden Accra ser ned på folk fra landsbyen og generalt folk fra højlandet, men man må heller ikke glemme at ejnene i fordoms tid har været afskåret fra hinanden, og præget af stamme krige.

Så  kom trotroerne, og busserne, nogen af stederne også taxier som køre trotro kørsel, altså tager flere pasagerer op, noget med 2 på forsædet og 5 på bagsædet.

Fra Takoradi gik turen vidre til Axim der betyder “Kender jeg dig”, og er opstået over flere oversættelser, fra den første portugeser der steg i land og sporte den lokale om stædets navn, hvor til Ghaneseren svarede kender jeg dig?, det tog Portugeseren som et stednavn.

Man kan i følge Lonlig planet fra 2006, kan sove på det gamle st. Antoniofort, men det kunne man altså ikke.

Til gendgæld kunne vi se det og bode så på hotel tæt der ved.

Det blev bygget af Portugeserne i 1515, og det gav et sus i mig da jeg hørte om den slave handel der var foregået der, senere kom Hollænderne og indtog fortet, så Danskerne og til sidst Englænderne, slaverne opholdte sig i dag timerne, i en fange går og her blev lagt en pistol, de fik så af vide at den ville skyde dem hvis de var ulydige, de var altså ikke under skarp bevogtning, men havde så stor respekt for den fremmede pistol at, når de skulle på toilettet, gik hend og sage undskyld hr. pistol, skyd mig ikke jeg vil blot på toilettet, eller toilet er måske så meget sagt, men i ved hvad jeg mener, om natten var de i små rum og her var ikke toilet eller rendende vand, men en stor sten som den smukkeste kvinde måtte side på, og hos mændene var det den stærkeste der overlevede, mange blev klæmt ihjel, og de over levende blev sejlet til USA.

Udover det var der smader lækkert ved Axims kyst så det krævede 2 overnatninger, det var åbentbart ikke hverdag de så hvide mænd der, og folks blikke og råbende kommentarer blev for meget, det kan ikke beskrives, det skal opleves så rejs til Ghana og i vil forstå.

Fra Axim gik turen vidre til en ca. 700 år gl. fisker landsby som er bygget på pæle oven på en sø, der er enten vejen i den sumpede skov, eller floden med kano som en anden studerende og jeg benyttede os af.

Om dagen så vi fisk en rød slange og fugle, om aftenen tur på søgen for at se krokodiller, men de undveg, til gendgæld var vi pludselig omgivet af lyn og torten, samt regn, så det gik stærkt med at komme tilbage, lidt skuffede, men godt trætte af at padle.

Næste dag til bage til Takoradi for at hæve penge og tage toget til Kumas, der var i midlertid en nedstyrtet jernbane brog der ændrede vores planer lidt, vi fandt til gændgæld en natklub uden alt for mange prostituerede, en ting der desvære præger alle Ghanas nat/sportsklubber.

Næste dag vidre til Kumasi med bus, det var meningen at et tog skulle havde ordnet den degedar, og jule aften skulle havde være fejret i mens det Ghanesiske landskab for forbi, men sådan gik det ikke, bussen var meget hurtigere end toget ellers ville havde været så pludselig, stod vi der i Kumasi D 24 dec. og ja, så var der nærmest ikke andet at gøre end at bestilde en gang ris med pebersovs og kylling, og så selvfølgelig en star øl til maden, så vidre til beværtning vor man kunne side på den store udendørs tarasse, her fra til en tivoli ligende plads, vor vi først blev nægtede adgang grundede vores knæ lange shorts, det er den eneste racistiske oplevelse jeg har haft her, og jeg håber det blir den sidste, nu har jeg jo stadig 10 dage til bage.

Jeg ved den var racistisk for vi kunne komme ind af en anden vej, og her var mennesker i ungdomsskole alderen i shorts, nå, jeg  var treæt oven på rejsen så jeg tog til bage på hotel de kings way, og i de næste dage, mødte vi så en sød familie der lod os bo der.

Så ellers vidre til fufulsu, vor vi om natten ca. 3.00 blev samlet op af en last bil der lod os side på ladet blandt tomater, vandmeloner og hva har vi her! det var en næsten søvnløs  og kold nat,  men en stor oplevelse.

Så kom vi til Nabori, vor vi fik varmen hos en kogekone, hendes datter, og deres to arbejdere der stod ved et bål og lavede banku laved af kvanto og kavasato, jeg har mangt en gang spurt ind til engridienserne i deres lokale mad, og det er lidt svært både for dem at forklare men også for mig at forstå, det er deres og mit gebrokne engelsk, og så det man kalder for kultur forskelle.

Fra Nabori til Larabanga vor den 700 år gamle moske er, her fra til mole nationalpark, vor jeg jo har været før da der var grønt og frodig, men nu afbrandt og ja, nærmest grimt, så hurtigt vidre der fra, dog ikke uden 2 overnatninger, og da vi andkom var der ikke noget ledigt værelse eller tælt, så vi smuttede ov er til gejderne for at høre om der var plads, og det skulle jo lige snakkes igennem over et par Guinnes øl som stort set alle i Ghana er vilde med ja, tyk stærk øl i 40 gradersvarme, men gejdernes kogekone prøvede udover at hun tjænte på vores vasketøj, mad og fik øl også at sælge sig selv og hendes datter, en meget mærkelig situation, jeg følgte mig nærmest som Frank Hvam fra satir programmet “Klovn”.

Fra Mole med en god “griner på” til Tamale vor nytåret blev fejret, jeg så hele 2 rakette, men ellers en god by dog præget af muslimsk kultur, som uden at støde nogen, ikke altid er så let for mig som kristen at forstå.

Vi fandt en organisation som oplærte gadebørn i sang og dans, og det kunne købes på dvd for ca 25 Dkr så der bliver noget at se på når jeg kommer hjem, envidre prøvede de på at lære børnene ikke at smide affald, men i stedet at fx sy tasker af, de plastik poser der har været drikke vand i.

Fra tamali tog jeg alen til bage til den søde familie i Kumasi, det tog hele natten i en lille bus der brød sammen mindst 5 gange, og næste dag lå jeg i sengen med dårlig ryg.

Så til Yeji, vor en båd til Akosombo 6-7 timers kørsel fra Accra, skulle gå fra jeg kørte først med den forkerte trotro, og blev for førster gang i 1/2 år virkelig gal, jeg havde nemlig både sport  og vist navnet Yeji på kort, og stod så pludselig ude i en skov, nå men til bage til Kumasi (jeg kender den by godt nu!) og så med rigtig trotro til rigtig Teji, og så gik båden først kl: 4:00 om natten, jeg var ellers bange for at jeg ikke ville nå den, det blev til en båd tur på små 3 dage, vor folk sov på dækket og oven på de flere meter hejt læssede kasser med “Jams” de blev iøvrigt pakket manuelt på båden i ca:15-18 timer ventede vi på at de bar det ene fad jams på hoved efter det andet, men de havde da et eller andet socialt sammen og det havde vi andre jo også, jeg snakkede bl.a med en fisker kone, fra Keta tæt på nabo Landet Togo, og viste hende hvordan man bruger en professer tærning. Det var ensmuk og god tur.

I Akosombo to vi til Hohoe, det var en lille men hyggelig byg, der ligger et lære seminarie bygget af en tysker i 1950 erne, og igen var der en familie der inviterede mig hjem, til banku og viste mig rundt, samt lavede de strammeste flætninger i mit hår, ja, så har jeg også det på mit cv.

Fra Hohoe til Tema og vidre til Accra, vor mange af de andre Danske studerende var ved at tage hjemer, så det var underligt at komme til bage til et farvel.

Men jeg så African cup, der netop er startet så hele byen er på den anden ende, og efter som Ghana er hværtsland ja, så var det også Ghanas Black stars der lage ud med at spille mod Guinea, og vandt 2-1 SÅDAN GHANA!!!

Til sidst vil jeg sige at jeg planlækker, en lille tur over mod Togo til noget der heder Lagoon, tæt på fisker konen fra bådens by, men jeg er ikke helt på toppen så det er ikke sikkert, jeg håber det gav en eller anden form for indblik, i mine sidste hverdage her i Ghana

 

New Horizon special school, undervisning, musik og dans

 

 

Kultur

Institutionen benyttes hovedsaligt af Ghanaeserer, men også Amerikanerer er på New Horizon special school.

De er udviklingshæmmede, handicapede her i blandt også skjulte handicaps som ordblindhed.

Skolen er ligesom resten af Ghana stærkt præget  af kristendom, men skoleinspektørens højrehånd er Muslim, så hun er lige som et par af eleverne ude og bede midt på dagen, det er dejligt at se, mennesker med de to religioner gå hånd i hanke, for det har indtil vidre ikke haft nogen betydning.

New Horizon er en privat special skole, så de fleste af eleverne kommer fra velhavende familier der kan betale for dem, dog er der også en pige fra Osu childrens home, som er et fattigt stats ejet børnehjem, hun har selvsagt ingen forældre, der kan tage sig af hende, men hun er heldig at have en sponsor, der kan betale for hendes skole gang.

Ved muslimske højtider er det ikke ualmindeligt med en helligdag, gældende for alle uanset religion, det var dog ikke tilfældet i går fredag, da en forening kaldet “Knights and Ladies” kom på besøg, en slags jule fest der var sat til at begynde kl 8:30 om morgenen, men pga. “Ghana time” startede løjerne ca. 9:30 en Dj spillede utrolig høj dansevenlig musik, og et bjerg af gaver i form af slik, drikkevarer,legetøj, toiletpapir, blyanter og meget andet blev stillet frem til alles skue, her udover blev et stort penge beløb også nævnt som foreningen havde doneret.

Jeg var sammen med de udviklingshæmmede, der bar masker med fjer i alle regnbuens farver, “Ude at svinge træbenet” til numre der er blevet spillet de sidste 4 mond. på gader og stræder.

Ellers var en masse stole stillet frem, og kager, ruller af budadej med fyld samt sodavand, blev delt ud.

I lørdags var et lignende arengemant stillet på banen, med focus på salg af kunst håndværk, pruduceret i skolens “Workshops”af udviklingshæmmede med hjelp fra lærerne og mig.

Men flagskibet var helt klart det tromme/danseshow, der foregik løbende den dag, der var 2 lærer og4 brugerer der spillede, og en masse brugerer i skiftende kustymer, der dansede og mimede, så de billeder fra dagen, håber jeg på at få lagt ind på blogen, inden for en rum tid.

Jeg har iøvrigt lade mig fortælle, at noget lignende vil gendtage sig, ved skolens jule afslutning D 18 December, bare om aftenen så det glæder jeg mig selvfølgelig til.

Forældrene/familien er blevet informeret om disse begivenhed, via elevens personlige bog, og enkelte plakater har også afsløret, at noget var og stadig er i vente.

Ellers inddrages forældrene i skolens liv, hvis de selv henter deres børn, en ting næsten ingen gør da, de bor/arbejder langt væk, så der er en blomstrende virksomhed for de mange taxa churfører.

En anden måde man kan få indsigt i skolens liv på, er ved at deltage i det halvårlige møde, det gjorde jeg også for et par måneder side, det var temlig specielt.

Det foregik på en lørdag, og alt personalet inklusiv inspektøren, kom flere timer forsent (“Ghana time”) det ganske normalt, det startede med en bønd, og hoved emnet var økonomi, bla. med indsigt i skolens indtægt af svampe dyrkning.

Institutionskulturen bygger på en stærk styring fra ledelsen, og de eneste egentlige retningslinier udefra er, at eleverne skal lære og at man ikke  må slå dem.

Jeg har desvære op til flere gange, været vidne til at de normer ikke er blevet overholdt, hvilket også har resultered i diskusioner samt refliktioner, lærene og mig imellem.

En gang imellem har jeg følt mig latterlig gjort, hvis 2 lærer har grint af mine pædagogiske argumenter, og indbyrdes har slået over i et af deres mange sprog, som virkelig ikke er til at tyde.

Der er ca. 40 sprog i Ghana, 2 af de mest brugte her i Acra er Gh og Thi, her udover er der også mange forskellige dialekter.

 

Rejsebrev

Nu er der gået 12 uger, og det er blevet tid til et rejsebrev om min hverdag her i Ghana.

Jeg står op kl 7.00 hver morgen men, bliver som regel vækket af livet uden for de åbne vinduer ca. kl 6.00, i form af små larmende børn (2-5 år) og råbende og højttalende kvinder, det er lidt ireterende men ja, samtidig også forstående for kun 12 timer efter kl 18.oo er det igen mørkt så hvis man skal have noget ud af dagen, er det med at komme ud af fjerene!

Jeg spiser enten brød, havergrød eller frugt, og har godt nok holdt en kold tyrker med kaffen i ca. 1 månede (puuhaa flodt arbejde Søren) men ellers indgår minimum 2 kopper kaffe i min morgenkomple.

Jeg begiver mig ud af døren kl 7.45 og  går ud til New Horizon speciel school, lige inden jeg når til skolen, stopper jeg op ved en af de mange små boder langs vejen vor jeg køber 1,5 litter vand for ca. 4 kr.

Jeg skriver mig ind med sinatur og klokkeslet i en bog for frivillige, og går her efter til morgen sang, som er præget af salmer, kristne sange, bønd og alle skal sige hvilken dag samt dato det er, men dans og musikinstrumenter florerer også i morgen ritualet.

Her efter går samtlige klasser til deres lokaler, og i autistklassen hvor jeg pt. er starter vi med at se på et billed af, den aktivitet vi skal i gang med, og alle bliver bedt om at gentage den, dette er en god måde at styrke deres sprog på, da det ikke er alle der taler lige godt, faktisk taler de så ringe at jeg arbejder med pictugrammer og tegn til tale, med nogen af dem for at de på den måde kan kommunikere med andre.

Det er noget nogen af lærerne kender til, men ikke noget der bruges i praksis så det er ikke så let, men det intresere mig og er et af mine mål som jeg vil prøve på at opnå.

Ellers går dagen med at hjælpe eleverne med at regne, skrive, og lege med dem i form af at skubbe dem når de sider på gyngerne, samt hjælpe dem med at overvinde deres frygt for at rutsje, og at kaste/sparke til en bold er heller ikke af vejen.

Kl 10.00 er der “Snack pause” og her hjælper jeg eleverne med at åbne deres kiksepakker og juce kartonger, hvilket igen er lidt specielt da min pædagogik går på at mennesker frem for alt skal prøve på at gører tinge selv, men da der bla. er så mange nye sygepleje studerende hver uge, og der er meget andet de studerende skal nå er dette også en kamp.

Hver mandag og torsdag er der efter morgen sang sport og idræt, det er her fast kutyme at de studerende og lærerne inklusiv mig selv, stiller sig ude i den varme sol i en rundkreds og her er der så ca. 10 forskellige der skiftes til at gå ind i kredsen og udføre en ting som resten skal efter ligne som fx hoppe på et ben, en ting der kan være svært for nogle handicapped, så dem hjelper jeg hvis jeg er i nærheden af dem.

I den autistiske klasse er det mere reglen ind  undtagelsen at, nogen råber og larmer specielt en nystartet elev, ham går jeg så ture med eller på biblioteket med vor han læser, gerne i ordbøger, han lære mig så at udtale engelske ord, og jeg prøver på at sætte mig ind i hans forestillingsevne, for her ved at styrke hans lære processer, hvilket også er et af mine mål.

En dag deltog jeg i madlavningen ved skolens kantine, det skulle havde været Banku (lavet af specielle store afrikanske bananer, kaldet plantan som ikke smager godt rå!), men blev pga. personale mangel ris og bønner, med tomat og fiske sovs, dete var endnu et led i et af mine mål for at lære hvilken sundhedsmæssig politik Ghana praktisere, maden blev selvfølgelig god da undertegnede deltog,  jeg lage mærke til at køkkenpigen, lage et stort stykke frosset tomat ned i en gryde med plastik i, og da jeg gjorde hende opmærksom på dette var hun ligeglad jeg prøvede på at få det ud men det var frusset fast.

Sidst på dagen bliver der  tegnet i klassen, eller leget på lege pladsen, Og når jeg kl 15.00 skriver mig ud i bogen for frivillige, er jeg pænt træt men går aligevæl  hjem og dette er også en kamp specielt på “Oksfordstreet” hvor trafikken er kaotisk og sælgere og tikkere flokkes om mig, nogen af de handlende i boderne hilser jeg på, da vi efterhånden kender hinanden og de er blevet vand til at jeg ikke køber noget, da jeg skal være her længe.

Det skal så også lige siges at det hele ikke, er så billigt og det som jeg syntes er vildt fx store bongo trummer, er for dyrt at få hjem i flyet, eller som ekstra post med skib, når man som mig kun har sin normale su.

Om aftnen kan jeg hygge med de andre studerende, eller lege med børnene uden for det hus jeg bor i, det er dem der er ireterende hyle unger om morgenen .

Jeg betaler 36 dkr pr. måned, for at benytte mig af internettet hos Anthony som jeg bor hos.

Det er ok men der bliver lukket af kl 10.00, og kan godt være lidt ireterende når jeg som nu, sidder og skal koncentræer mig om  at skrive i et rum vor der er 5 andre studerende og 35 grader varmt selv om fanen kører på fulde drøn, og når der endelig er fred ja, så er det ved at være lukke tid.

Om fredagen har jeg fri kl 12.30 og så er det med at komme ud på Labardi beach vor der er høj reggae og super bølger, men også ireterende sælgerer, der ikke fatter at man ikke gider købe film, når man går rundt i bade shorts.

I lørdags var det meningen at John Legend og Luciano skulle havde givet koncert, men pga. regn blev det udskudt til søndagen.

Jeg begav mig derfor sammen med 2 andre studerende ud i byen for at få en øl eller fem, men inden taxaen standsede, nåde han at køre ud forand en anden bil, så chaufføren stak af, og den ene studerende fik så ondt i ryggen at, han nu er på grænsen til at tage til Danmark.

Vi andre slap med skrækken og gik ind og fik en øl.

 

Institutionens pædagogik

Nogle af de ansatte i Institutionen New Horizen Special school, har en læreuddannelse og en enkelt har en special læreuddanelse, hvilket i Ghana vil sige at hendes profision omhandler døve, stumme samt blinde, andre igen er socialrådgivere og endelig er der medhjælperer.

hvad pædagoger i Danmark ville varetage, bliver i Ghana gjort af lærer medhjælperer der godt kan lide at hygge med andre mennesker, men så snart det ikke længre er hyggeligt men hårdt bliver de også hårde, og skub og slag samt trusler her om er ikke ualmindeligt.

Her udover er der et hav af frivillige fra alverdenslande, samt sygeplejestuderende.

I Ghana findes der ikke en desideret pædagogisk uddannelse, så vil man nærme sig den profision, må man både beside lære samt socialrådgiver uddannelserne.

Det kan hænge sammen med at familie relationerne, er tættere og stærkere, så når børnene kommer hjem fra skole er der altid nogen hjemme, og selv om der måske ikke er så meget fri leg, men der imod huslige pligter som tøjvask hjælp i de små boder ved vejene, er der dog massere af socialt sammenværg, om ikke med forældre så med bedsteforældrene der som regl bor med den øvrige familie.

Når lærer/ medhjælperer i autistklassen for de store børn forklarer noget bruges der billeder ved tavlen, som eleverne sider rundt om, eleverne bliver bedt om at gendtage det førnævnte.

Desværer er jeg ikke sikker på at alle forstår det de siger, men lærer det udenad.

Jeg prøver med et par enkelte autistiske elever at bruge pictugrammer, og det er meget vigtigt for eleverne at fjærne disse når en time/aktivitet er overstået.

At lærerne ikke altid husker det samme, kan måske forklare nogle af elevernes urolige adfærd, men da denne adfærd også er en del af en rutine, som typisk endikerer at, der er tale om autisme, er det vanskeligt for mig at sige noget helt konkret om.

Hver klasse har en plan for hvad eleverne skal opnå, men i de autistiske klasser, har hver elev sin egen  endividuelle “Læseplan”.

De didaktiske overvejelser lærene gør sig er at, eleverne skal udvikle sig til deres ypperste, så selv om en elev hver dag løber rundt og skriger, spytter, slår og vælter stolene, bliver denne hver dag bedt om at besvarer spørgsmål eller at farve noget parpir, i håb om at det på et tidspunkt, vil blive eleven en vane.

Man kan så altid diskuterer om dette er vejen frem, jeg tager engang imellem nogle af eleverne med en tur uden for, vor vi på skolens grund går rundt, fra lege plads til workshop, og snakker om de forskellige ting vi ser og møder, hvilket jeg fortrækker frem for de ansattes måde der går ud på at slå eleverne, en ting de ikke ønsker at stoppe med, selv om jeg prøver at forklare dem mere pædagogiske metoder, de syntes jeg er for blød, men vi må huske på at, selv om det også i Ghana er ulovligt at slå børn, så er vold og argrationer noget der ligger så dybt i dem, at de ikke ser noget forkert i det.

Der ligges i læringen vægt på at eleverne kan klare sig selv, og om ikke andet så ihvertfælled prøve på det, det være sig orden og disiplin men her i også dans, musik, sang, skrivning, matematik, brug af computere og kristendom.

Det der gør indtryk på mig er de dårlige ting som det at, der bliver slået og at personalet ikke tiger stille, når eleverne er ved at svare på spørgsmål.

Det er simpelthend normalt at, man overdøver en elev med talebesvær, der med alle krafter prøver at, frem sige nogle bare nogenlunde forstålige ord.

Man griner også af dem, ikke at humor er nogen dårlig ting, for det er et godt værktøj, landets kultur og situration taget i betraktning.

Men der er forskel på at grine af og med eleverne, og at grine af et barn er ikke noget der fremmer hverken selvær eller selvtillid, så det harmonerer ikke med deres øvrige didaktiske overvejelser.

Et godt indtryk jeg har fået er dog at, selv om man er rullestolsbruger kan man godt deltage i et kapløb, og stå på mål under en fodboldkamp, så den rugs skal de have.

En typisk dag- uge forløber således at, der om morgnen er morgen sang, meget stærkt præget af kristendom, og dagens navn og dato skal repiteres af alle og en.

Her efter er der om mandagen og torsdagen, sport og idræt, i form af fodbold, løb og lege.

Her efter kl. 10.00 er der en “Snack” pause, hvor jeg bla. ved et forældremøde, har bedt forældrene om at, give eleverne lidt frugt med en gang imellem, da det ellers kun er slik, kiks og juce, hvilket er et problem da, mange af eleverne i forvejen er overvægtige, og kiks har for mange overflødige kalorier, når man bagefter skal side stille.

Efter pausen er det tid for regning, senere dansk hvor der læses/ skrives små sætninger.

Kl. 12.30 er der varm mad den spises i klassen og bliver bragt op fra kantinen, af nogle af eleverne.

Senere på dagen er der timer med tegning, pærler på snor, og en tur ud på lege pladsen,

Jeg var meget fasineret af en læres historie fortælling om Peter i snegen, da han udover billeder fra bogen, indrog vådt vat som ilustration for sne, og rutsjebanen for kælkebakken, jeg har iøvrigt selv gjort nogenlunde det samme, med stor sykse.

Da der nu kun er ca. 7 uger til skolen holder juleafslutning, var de i den autistklasse for ca. 8-14 årige, jeg i sidste uge fungerede i, igang med at øve jule sange med der tilhørende fagter, og vi lavede skam også julepynt, en ting jeg også har forslået vi gør i den anden autistklasse, da der er en konkurence om hvem der kan frem bringe, det mest udsmykkede klasse lokale.

 

Ghanas ælste moske, ca. 700 år gammel, ligger lidt uden for Mole.

 

New Horizon speciel school, som der snart gerne skulle komme flere billeder fra!