04l søren rathmann i ghana

Yeah..! Saa kom jeg endelig til Ghana, og er nu indkvateret paa Christiansborg babtist kirke, paa mit eget verelse, med laas til og det hele, i hoved staden Accra, vor jeg skal arbejde ca. 10 min. korsel i bil fra.

Alt i alt ganske godt Anthony og hans familie er meget flink, og han vil ogsaa vise mig lidt rundt i kvateret i dag, hvilketr jeg selvfolgelig ser frem til.

Nu ska jeg fortælle dig noget om jazz, skreg fyrsten mens han sparkede døren til bageriet ind…

Fra Venstre. Jesper, Søren, Jette, Annika, Rikke, Mig, Naja, Charlotte og Catherina.   

En måned før afrejse ~ praktikforeberedelse

Det er muligt at følge med i deres praktik her fra min Blog.

 Tryk videre på deres medstuderensblog eller Vietnam studerensblog via linksene i siden.         

Åhh vilke kander

Dejlige farver…Yeah!

Brev til mig selv 

1. Det jeg allermest ønsker at få ud af praktik opholdet er: en masse gode og positive oplevelser, samt at lære et fremmed land i dette tilfælde Afrika med des kultur(er) at kende.

2. Den største faglige udfordring tror jeg bliver: kommunikation, udfra et rent pædagogisk arbejdsmæssigt synspunkt, at holde hoved koldt, i pressede situationer hvor jeg hverken forstår, bruge eller personale.

3. Den største personlige udfordring tror jeg bliver: at jeg ikke kan trække mig til bage når jeg har brug for at være alene som i Danmark, vor jeg kan tage hjem til mig selv efter fyraften, og låse min dør hvis det er det jeg har brug for, eller                       tage ud på min vante tur i skoven for at finde ro, inspiration og ny energi.

I Ghana skal jeg og være sammen og arbejde med mennesker, og når jeg har fri bo sammen med måske 6 fremmede mennesker, ikke at det som udgangs punkt er et problem for mig, men når jeg skal koncentrere mig om at skrive opgave, færdiggøre mål for praktikken og bare filosofere i fred og ro kan jeg godt se en stor personlig udfordring for mig, og hvis jeg vil gå en tur udenfor, er jeg i gen nød til at kommunikere med andre, en ting der også bliver udfordrerne for mig, da mit engelsk ikke er det bedste, og de Ghanesere jeg indtil har talt med i Danmark, heller ikke havde de bedste engelsksprogede færdigheder, men jeg bliver nød til det, dels for at træne sproget, dels for at blande mig med lokalbefolkningen, og for ikke at fare vild i flere dage.

4. Min største bekymring er: lige nu om jeg finder Anthony om jeg kan klare varmen, det kan jeg i den danske sommer, når jeg kan ligge og slappe af, men om jeg kan arbejde i den er ikke til at vide.

Det er og så bekymrende, at jeg ikke ved noget om hvordan de udviklingshæmmede, bliver behandlet, i tilfælde af at det ikke er på en måde jeg ville foretrække, er jeg bekymret over hvilke indvirkninger det vil have på mig, hvis jeg fx overvære eller bliver bedt om at sætte et udviklingshæmmet menneske, på plads ved at slå det (en ting jeg ikke tror jeg vil være i stand til).

5. Det jeg tænker det betyder at være dansk i udlandet er: at jeg som udgangs punkt vil blive godt behandlet, Ghaneserne vil se mig som en holden mand, det er godt for jeg vil som fremmed i deres land få brug for hjælp og imødekommende mennesker.

Det kan nok også godt blive for meget, da en stor del af deres imødekommenhed, vil gå ud på at tjene penge.

6. Det jeg kommer mest til at savne er: min familie, mine venner, cockerspanielen Maggie, mine plader, mine veteran knallerter og mine vante gøre mål i mine vante omgivelser, og til jul vil det nok også føles, ganske underligt at side så langt væk fra jule stemningen i det gamle barndomshjem.

7. Når jeg kommer hjem håber jeg at have styrket: evnen til at praktisere mine pædagogiske færdigheder, uanset land og kultur, altså at være blevet mere fleksibel, at være blevet bedre til at tale engelsk og at min viden om udviklingshæmmede vil være endnu støre end før.